Greenlandic multilingual culture and literature seems to be little known in the Nordic countries and that might be symptomatic of our distant relationship to our colonial past – but why not make up for it by reading a couple of new Greenlandic authors? Read more about Niviaq Korneliussens’s Homo Sapienne and Sørine Stenholdts Zombieland on the website of Nordic Council.

Jeg underviser i efteråret 2014 på Lunds Universitet. Min kollega og jeg holder et kursus der hedder Flersproglighed i nordisk samtidslitteratur. Jeg har inviteret den grønlandske digter og performancekunstner Jessie Kleemann til at gæsteforelæse om grønlandsk sprog og litteratur og hendes egen praksis. Jessie skriver poesi på grønlandsk, engelsk og dansk – nogle gange på én og samme tid. Jeg spørger om hun vil læse en tekst op på grønlandsk. Hun ser lidt overrasket ud, men gør det med glæde. Jeg iagttager mine studenter imens. De ligner nogen, der har set et spøgelse. Og selvom Jessie kunstnerisk identificerer sig som qivittoq (en fjeldgænger, et spøgelse) – så er det ikke derfor. Det grønlandske sprog er tydeligvis et chok. De havde åbenbart ingen anelse om, hvordan det lød, hvordan det snor sig i øjensynligt meget lange, bløde vokalsammensætninger, hvor fremmed det er, at man ingenting forstår. Og jeg må erkende at jeg endnu engang bliver rystet over, hvor ufattelig lidt de som taler de store skandinaviske sprog véd om de nordiske minoriteter og minoritetssprog. Og jeg tænker også at den uvidenhed – den fremmedhed overfor de folk som vi selv har undertrykt – er et symptom på en afstand som vi skandinaver åbenbart har meget let ved at etablere mellem os og “de andre”. En afstand, hvis ødelæggende konsekvenser dagligt træder tydeligere frem.

At Jessie Kleemann skriver på flere sprog for at udtrykke en grønlandsk erfaring er der for øvrigt ikke noget mærkeligt ved. Grønland er per definition et flersprogligt land. De fleste grønlændere taler grønlandsk og dansk – men der er også en del grønlændere som af forskellige grunde ikke taler grønlandsk. Det er et mindre kendt – og i nogen grad traumatiserende – faktum. Grønlandsksproget litteratur er – i lighed med mange andre oprindelige folks – relativt ung. Men Grønland har altid haft en stærk poetisk tradition.

Jeg hørte for et par år siden de unge forfattere Niviaq Korneliussen og Sørine Stenholdt berette om en i høj grad levende fortælletradition: De fortalte om, hvordan de bedste fortællere trækker fulde huse når de kommer til bygderne – hvis de da ikke kommer ud af radioen – og henrykker folk med deres spændende historier. Jeg spurgte nysgerrigt til, hvad fortællingerne handlede om, og så grinede de og svarede: Det kan ikke oversættes, det er en grønlandsk ting. Og godt det samme. Men jeg glæder mig så desto mere over at selvsamme Niviaq og Sørine generøst har udgivet deres debutbøger på både grønlandsk og dansk, og således i dén grad – og ufattelig kærkomment – inviterer hele Norden ind i de grønlandske unges hverdag. Niviaq Korneliussens Homo Sapienne (2014) og Sørine Stenholdts Zombieland (2015) tager modigt livtag med emner, der er alt andet end nemme: homoseksualitet (som virker mere tabuiseret på Grønland end andre steder i Norden), grønlandsk identitet, alkohol, vold og korruption. Og de gør det fra deres eget ståsted, fra det perspektiv som er deres, hvilket er en af de gaver litteraturen kan give os.

Og der er mere, hvor det kommer fra. Læs mere om forfatterne og anden ny grønlandsk litteratur her og her om Jessie Kleemann og andre interessante grønlandske kunstnere.

Elisabeth Friis

Docent i litteraturvidenskab, Lunds Universitet. Arbejder med forskningsprojektet: Multilingual strategies in Contemporary Nordic Literature.